Et godt undertag giver sikring mod blandt andet fugtskader

Bøvler du med fygesne på loftet, fugt efter slagregn eller kondens under taget, ville det være en god idé at overveje at ændre din tagkonstruktion. Et tegltag er typisk ikke 100 % tæt. Der vil ofte være luftrum mellem teglstenene og her kan der klemme sig sne og vand ind, når nedbøren ikke falder vertikalt. Regner eller sner det i kombination med blæst, kan dråberne og fnuggene blive kastet rundt, så de presses ind mellem teglstenene. Ved at montere et undertag, kan taget beskyttes, hvis dette skulle ske.
Undertage kan også beskytte mod kondens indefra. Frigives meget fugt fra selve huset, kan tagkonstruktionen være i risiko for at blive angrebet af svamp og råd. Fugt i huset dannes ved madlavning, tøjvask, bad og ved både dyr og menneskers udånding. Det kan være svært at forestille sig, at dette indeholder så meget fugt, at tagkonstruktionen kan påvirkes. Men er der ikke tilstrækkelig ventilation på taget, kan den fugtige luft blive fanget på loftet i lang tid ad gangen, og fugten kan ophobe sig. Når det så er koldt udenfor, mens der er varmere inde på loftet, kan der opstå kondens, hvor fugten sætter sig på indersiden af taget. Også dette kan et undertag beskytte imod. Undertaget kan være lavet af flere forskellige materialer. Du kan få hjælp til at finde det rigtige materiale til dit tag ved at spørge i dit byggecenter.